Fysioterapi eller osteopati – hvad er forskellen?
I Danmark er det kun uddannet læger, kiropraktorer eller fysioterapeuter, der kan videre uddanne sig til Osteopat. Det er en 4-årig deltidsuddannelse og foregår på The European School og Osteopathy. Efter bestået eksamen kan osteopater pynte deres CV med titlen D.O (Diploma In Osteopathy) og M.R.O.dk ( medlem af registrerede osteopater i Danmark)
Det er endnu ikke en anerkendt profession i Danmark og der gives derfor ikke tilskud fra det offentlige til sådanne behandlinger. Dog er Sundhedsstyrelsen ved at få øjnene op for Osteopati og det mere helhedsorienterede syn på behandling, ikke mindst pga. de mange positive tilbagemeldinger fra patienter, der har prøvet osteopati. Flere forsikringsselskaber tilbyder nu osteopati, som en del af sundhedsforsikringen.
En fysioterapeut tager udgangspunkt i selve skaden og behandler derefter. Det vil sige kommer man med en problematik “ondt i knæet” vil behandlingen være koncentreret i og omkring knæet, ved hjælp af f.eks massage, stræk, ultralyd, laser osv. og dernæst øvelser, som patienten selv skal lave derhjemme. Det kan være tilstrækkeligt, hvis man kommer med en akut skade, men kommer man med en længerevarende skade, skal “smerten” måske lokaliseres et andet sted.
Her er det en osteopat kommer ind. En osteopat lokaliserer årsagen og sammenhængen, ved en helheds undersøgelse af kroppen og sammenholder det med en evt. sygdomshistorie. En længerevarende smerte i knæet, kan f.eks hænge sammen med en smerte i foden, hoften, lænden, nakken, et tidligere traume eller en kombination, selvom patienten måske ikke umiddelbart har smerter i de nævnte områder, og det er det en Osteopat undersøger ved hjælp af forskellige teknikker. Osteopater har derfor ofte succes med at hjælpe patienter, der har gået til fysioterapi i årevis pga tilbagevendende smerter.
Er der skævheder eller uregelmæssigheder i kroppen, som ikke bliver behandlet rigtigt inden patienten begynder at lave de af fysioterapeuten angivne øvelser, vil patientens smerter formentlig blive mindre, men vil vende tilbage, da kroppen stadig arbejder ud fra et forkert udgangspunkt.
I Østen har man i mange tusinde år arbejdet ud fra et holistisk synspunkt, hvor krop og sind ikke kan adskilles, og hvor løsningen ikke umiddelbart skal findes i smertestillende medicin. Med den rigtige hjælp kan kroppen i mange tilfælde helbrede sig selv.