Danskerne kan selv gøre meget for at styrke deres mentale sundhed

Flere og flere danskere døjer med deres mentale sundhed. Det viser tal fra forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring. Men faktisk kan den enkelte gøre mere selv for at styrke sin mentale sundhed, siger Dansk Sundhedssikring på FN’s Internationale Glædesdag.

Fleksibilitet og balance mellem familie- og arbejdsliv, at føle sig som en del af fællesskabet på jobbet eller en gåtur i frokostpausen. Det er noget af det, der kan hjælpe danskerne til et bedre mentalt helbred – både hjemme og på arbejdet.

Det fortæller Claraamalie Rosenboje, udviklingschef for Mental Sundhed hos forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring. Forsikringsselskabet har fra 2022 til 2023 oplevet en stigning på 15,6 procent i andelen af forsikringstagere, der søger hjælp til at håndtere stress. Ifølge Claraamalie Rosenboje kalder det på sundhedsoplysning og handling.

”At behandle og forebygge stress kalder på indsats på flere niveauer. Det er vigtigt, at virksomheder, samfund og den enkelte taler om, hvordan man kan styrke sin mentale sundhed og håndtere tegn på stress, så stress ikke udvikler sig og potentielt bliver en mere alvorlig sygdom,” siger hun. 

Dansk Sundhedssikrings tal bakkes op af tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, der i 2023 stadig ser et stigende antal danskere på tværs af alle aldersgrupper, der har en lav score på den mentale helbredsskala. Danskerne har 1,5 millioner ekstra fraværsdage hvert år, fordi de føler sig stressede. Alvorlig, langvarig stress kan øge risikoen for at udvikle for eksempel blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og depression.

”Heldigvis bakker forskning op om, at det er muligt at gøre noget for at styrke sin mentale sundhed og opleve mere glæde i hverdagen. Og er din mentale sundhed modstandsdygtig, har du bedre mulighed for at modstå den stress, som vi alle oplever i løbet af vores liv. Selv små ændringer kan få stor effekt,” fortæller Claraamalie Rosenboje.

Dansk Sundhedssikring er med i partnerskabet ABC for Mental Sundhed, som arbejder for at fremme mental sundhed og trivsel for hele den danske befolkning.

I forbindelse med FN’s Internationale Glædesdag vil Dansk Sundhedssikring give sine kunder tre gode råd med konkrete eksempler fra ABC for Mental Sundhed, til hvordan du kan få mere glæde i hverdagen og forebygge stress.

Tre gode råd fra ABC for Mental Sundhed

Gør noget aktivt

Alt efter dit overskud skal du gøre det, der giver mening for dig. De små handlinger er lige så vigtige som større handlinger. Læs en bog, dans i stuen med dine børn eller gå en tur i skoven og lyt til naturens lyde. Husk også at være aktiv med for eksempel fysiske og psykiske mikrotræninger på arbejdet. Det kan også være 10-minutters gang formiddag og eftermiddag uden din telefon, hvor du giver din hjerne ro, og du får bevæget din krop.

Gør noget sammen

At være sammen med andre og føle dig som en del af et fællesskab styrker den mentale sundhed. Det kan være små ting, som at tale med naboen over hækken, sludre med en kollega ved kaffemaskinen, eller du kan spille et spil med familien eller sige ja tak til sociale invitationer. Hvis du har overskud, kan du melde dig ind i det lokale foreningsliv, f.eks. idrætsforening eller starte en læse-, løbe- eller strikkeklub på arbejdet. Husk, at lidt er bedre end intet.

Gør noget meningsfuldt 

Prioritér at gøre noget, der giver dig en følelse af formål og mening. Hvis du elsker at istandsætte gamle møbler, være frivillig og hjælpe udsatte, eller hjælpe en kollega med en svær opgave, så prioriter det. At prioritere det, der giver mening i dit liv, gør dig gladere.


Kilde: ABC for Mental Sundhed ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Fakta: Dansk Sundhedssikring har et partnerskab med ABC for Mental Sundhed.

Læs mere her: https://psy.ku.dk/abc/abc-i-praksis/gode-raad/

Ring nu